En fremmed mand, på bænken der drikker øl, og har hans kæmpe store rottweiler hund kaster håndtegn og luft kys i min retning. pga. min kæmpe store selvtillid kigger jeg i den retning han kaster håndtegn (bag min ryg) og uforstående tilbage til ham, fordi der ikk er andre mennesker bag mig. så kigger jeg tilbage igen, kort, men stadig ingen. da jeg egentlig skal forbi ham, gør jeg mig umage i lytte til hvad har at sige, men havde ikk behøves at spidse øre for han råber: "Hey frøken" usikkert genert og smilende siger jeg "ja?" "du er stjernesmuk!!!" chokeret af hans udråb træder jeg et par skridt tilbage, gemmer mig bag en stolpe og skynder mig halvt fnisende i mit tørklæde, halvt chokeret væk..
Før toilet besøg fik jeg en tanke klokken 4 om morgenen:
*du kan ikke få en ægte ven, uden at få en ægte fjende*
>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>><<<<>>>>
A foreign man on the bench who drink beer and have his huge rottweiler dog throwing hand signals and air kisses in my direction. Because of my huge self-confidence I look in the direction he throws hand signals at (behind my back), and I look uncomprehending back to him, because there are no other people behind me. I look back, for a moment, but still no one. when I was going past him, I do my best to listen to what had to say, but did not it needed to point my ears at him as he shouted: "Hey Miss" uncertain shy and smiling, I say "yes?" "You are like a beautiful star!". Shocked by his exclamation I took a few steps back, hiding behind a pillar and hastenly half shocked, half giggling in my scarf, ran away ..
Thinking at 4 am, before peeing:
*You can't get a true friend, without getting a true family*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar